SVENSKA PELARGONSÄLLSKAPET
Danmarks genomförda aktiviteter

Svenska Pelargonsällskapet/Danmark har afholdt en række velbesøgte og meget succesrige arrangementer i løbet af 2007, som vi gerne vil dele med andre medlemmer af selskabet. Derfor fremsender vi denne korte beskrivelse af det arbejde, vi har gjort for at fremme kendskabet til pelargonierne og Pelargonsällskapet i Danmark, på vegne af Svenska Pelargonsällskapet.

Lørdag, den 24. marts 2007 – træf hos Jytte Lemvig og Søren Sørensen, Hobro.

En dejlig forårsagtig dag i marts afholdt vi det første egentlige træf i Danmark, hvor vi mødtes, hos Jytte og Søren Sørensen, Skivevej 66, Hobro, for at bestille nye sorter til vore samlinger. Valget af leverandør var faldet på Katrien Michiels i Belgien, som tidligere havde leveret stiklinger af meget fin kvalitet.

Der var fremmødt 9 personer (5 medlemmer) til træffet, hvilket på daværende tidspunkt udgjorde 50 % af de danske medlemmer, og efter alle havde leveret deres bestillingslister kunne vi gøre bestillingen op til ca. 170 stiklinger.

Bestillingen blev afsendt, den følgende onsdag, med ønske om en snarlig levering. Da vi gerne ville anvende nogle af planterne den planlagte udstilling på ’Blomsterfestivalen i Frederikshavn’ i begyndelsen af juni.

Ud over bestilling af stiklinger, drøftede vi en gældende pris for kaffebord ved vore træf og vi enedes om at prisen i fremtiden skulle udgøre 15,- kr. pr. person for kaffe og kage, hvilket Jytte bekræftede, kunne dække de faktiske omkostninger ved et sådant traktement.

Dette første egentlige træf forløb på en hyggelig og uformel måde og snakken gik lystigt om pelargonier og pelargonierelaterede emner. Dette resulterede i at vi enedes om at holde flere lignende træf med jævne mellemrum og i samme uformelle og hyggelige stil.

Vi aftalte af næste træf skulle afholdes, hos Bent i Nibe, når stiklingerne var blevet leveret.


Stiklinger bliver vurderet og mange bytter ejer. (Foto. Keld Nielsen, Nibe)

Medlemstal: 12 stk. – Nye er: Alf Jensen, Læsø og René Greulich, Aarhus. – Udmeldt er: Ege Beck, Aalborg


Søndag, den 29. april 2007 – træf hos Bent Nielsen, Nibe.

Knap en måned efter vi havde afsendt vores fællesbestilling, modtog vi en pakke meget velemballerede stiklinger. Pakken var afsendt ekspres og havde tilbagelagt turen fra Belgien til Nibe på under to døgn. På baggrund af den korte forsendelsestid, var forventningerne til stiklingerne store. Desværre viste det sig at de leverede stiklinger var af meget ringe kvalitet. De fleste af de brogetbladede (de dyreste) var meget dårligt rodfæstede og allerede dagen efter modtagelsen blev der afsendt en mail med reklamation, hvor i der blev redegjort for ca. 100 stiklingers dårlige kvalitet. Der kom desværre ingen svar på denne og eller de 3 efterfølgende mails.

Om søndagen, den 29. april, mødtes vi hos Bent Nielsen, Søndergade 36, Nibe, for at fordele de sørgelige rester af stiklingerne.

Også denne gang var der mødt 5 danske medlemmer med påhæng, så vi i alt var 10 danskere + 4 svenske ”tilløbere”, idet Agneta Fogelmark, Lilian Färnevik og Anna og Ingemar Eklund (kasserer i Pelargonsällskapet) var på besøg i et sommerhus i Trend. Hvorfra de aflagde os en lille visit.

På trods af de kedelige omstændigheder, med fordelingen af de dårlige stiklinger, blev træffet alligevel en succes, ikke mindst, på grund af besøget fra Sverige, men også på grund af det miniforedrag om jord og gødning, som Johan Jensen, Kongensgade 61, Kongerslev, afholdt for os.

Efter et hyggeligt kaffebord og en livlig debat om pelargonier afsluttede vi træffet og sluttelig bestemte vi at vi skulle mødes igen til ’Blomsterfestivalen i Frederikshavn’.


Johan Jensen, kongerslev, fortæller om gødningsblandinger og deres anvendelse. Lis og Ole lytter opmærksomt. (Foto: Keld Nielsen)

Medlemstal: 13 stk. – Nye er: Jytte Jæpelt, Hovedgård




Weekenden, den 2. og 3. juni 2007 – Blomsterfestival i Frederikshavn.

Efter en uges hektisk aktivitet med udvalg af planter til udstilling, fremstilling af skilte og øvrig planlægning af udstillingen blev det endelig lørdag.

Vi pakkede bilen med de udvalgte effekter og kørte til Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn. På pladsens bedste placering, lige ved indgangen til haven, stod vores pavillon på 3 x 3 meter klar. I løbet af knap en time var udstilling, PR-stand og salgsbordet med stiklinger klar til at modtage de mange planteinteresserede besøgende.

Dette var den første større PR-udstilling, som vi skulle afholde i regi af Svenska Pelargonsällskapet, derfor var vi også lidt nervøse for udfaldet. Hvilket viste sig at være helt ubegrundet, da udstillingen forløb over al forventning.

Standens pris udgjorde 310,- kr, inklusive borde og bænke. Dette beløb blev betalt af Pelargonsällskapet.

Vi havde hjælp af Agneta Fogelmark og Lilian Färnevik under hele Blomsterfestivalen.


På billedet ses tydeligt vor valg af afdækning af bordet på udstillingen og de hjemmelavede skilte. (Foto: Keld Nielsen, Nibe)

I løbet af lørdag og søndag var der ca. 20 000 besøgende på festivalpladsen og vores stand var yderst velbesøgt. Stiklingestanden kunne melde udsolgt midt på eftermiddagen om søndagen, da var de ca. 150 stiklinger, som medlemmerne havde leveret solgt. I anledning af Blomsterfestivalen bestemte vi at alle stiklinger skulle være mærket med: Sortsnavn, sortsgruppe, blomstertype og farve, bladenes egenskaber og leverandørens navn. Denne bestemmelse kommer til at gælde for alle stiklinger og planter, som sælges på vore arrangementer i fremtiden. Denne bestemmelse skulle gerne afværge at der indleveres ”dårlige” stiklinger, med ringe rodfæstning og lignende mangler.

På festivalen blev der tegnet 3 nye medlemskaber.

Det blev på festivalen bestemt at vi skulle deltage i Festivalen i 2008 med en lignende stand og på samme placering. (Bestilling af stand til 2008 er foretaget pr. mail, den 3. november 2007).

Medlemstal: 18 stk. – Nye er: Bonna Zoega, Hårlev, Grethe Storm, Gilleleje, Charlotte Ravnkilde, Suldrup, Bente Madsen, Tårs, Karen Margrethe Gadekær, Sæby.




Weekenden, den 14. og 15. juli 2007 – Propagandaudstilling hos Ravnkilde’s Planteskole i Sørup.

Efter at jeg havde fået et tip, fra Jytte Lemvig Sørensen, om at ’Himmerlands Fuchsiavenner’ ikke havde overskud til at lave en fuchsiaudstilling hos ’Ravnkilde’s Planteskole’, tog jeg kontakt til planteskolen og fik en aftale om en udstilling i stand. Planteskolen tilbød at sørge for at der blev gjort noget reklame for arrangementet og stille et telt til rådighed.

Vi blev enige om at weekenden, den 14. og 15. juli, ville være et godt tidspunkt, både for planteskolen, da de ikke havde nogen arrangementer i juli, men også for os. Pelargonierne er ofte meget fine på dette tidspunkt.

Planteskolen havde opstillet et partytelt på 9 m2, hvor i vi havde vores lille stiklingesalg og en lille propagandaudstilling med velvalgte pelargonier af flere forskellige typer. I teltet var der også opsat et bord med stole, så vi kunne servere kaffe for de besøgende.

Der var et godt besøgstal, når man tager i betragtning, at det var lige midt i industriferien.

Begge dage begyndte med fælles morgenkaffe, sammen med planteskolens ejere. Hvilket gav det hele et dejligt familiært præg. Ligesom der under hele arrangementet var et godt samarbejde med alle fra planteskolen.

Efter et velafviklet arrangement, evaluerede vi lidt på udstillingen og alle, både planteskolens ejere og vi, var enige om at vi gerne ville gentage succesen i 2008, hvis det er muligt at passe det ind i planteskolens program.

Medlemstal: 19 stk. – Nye er: Birgitte Folsach, København.


Weekenden, den 21. og 22. juli 2007 - Hos Martin H. Jensen.

Martin H. Jensen, Vandværksvej 2, Ålestrup havde valgt denne weekend til at fremvise sit nye 16 m2s drivhus, som han og Keld havde sat op i foråret.

Drivhuset var opsat med den ene langside mod syd, således at solens stråler giver et godt lys og varme til pelargonierne. Inde i drivhuset havde de lavet en fin ”trappeformet” indretning, som giver beskueren et godt overblik over alle de skønne planter der findes i deres store samling. Samlingen består fortrinsvis af stjernepelargonier og rosenknopper.

Haven er et kapitel for sig, idet det er en gammel have med mange nye og spændende indslag, som giver besøgende mange spændende og indtryk.

Træffet var efter omstændighederne, med regn og rusk, godt besøgt (der var ikke reklameret for det), idet der var omkring 40 besøgende.

Anna og Ingemar Eklund fra Kalmar aflagde træffet et besøg, ligesom ”Nordjyske” kom og lavede en lille reportage til avisen.

Martin og Keld har allerede på nuværende tidspunkt planlagt et lignende arrangement til afholdelse, den 12. og 13. juli 2008.

Et blik ud over Martins nye drivhus. (Foto: Ingemar Eklund, Kalmar)

Ikke det bedste vejr til pelargonietræf. Martin med paraply. (Foto: Ingemar Eklund)

Medlemstal: 19 stk. – Nye er:


Weekenden, den 28. og 29. juli 2007 - Hos Bent Nielsen, Søndergade 36, Nibe

Dette var en af de eneste ledige weekender i sommerens løb, derfor måtte jeg vælge den til afholdelse af mit årligt tilbagevendende arrangement.

Da det var i en meget travl periode, valgte jeg, i år, at kalde det for ”Åbent Pelargonie Drivhus”. Det var mest på grund af at haven og terrassen ikke var helt så fin som den plejer at være.

Jeg sendte lidt informationer til dagspressen, men blev ikke rigtigt hørt, så den sædvanlige reklame nåede ikke frem til offentligheden. Men alligevel blev det et par gode dage, hvor der kom en del interesserede og så på pelargonierne. Der var omkring 40 besøgende i løbet af weekenden. Planterne var dog ikke helt på deres højeste, idet de var i den periode, der ligger mellem det første og andet blomsterflor.

Om aftenen bød Keld på en udsøgt middag, som var en ren nydelse for alle de der havde holdt ud, til den bitre ende.

Sommeren har ikke budt på så mange besøg som sædvanligt, men det skyldes sikkert den våde og kolde sommer, der ikke har indbudt til så mange havebesøg.

Alligevel bliver der afholdt et lignende arrangement til næste sommer. Forhåbentlig med en endnu flottere samling af miniaturer og vildarter. Jeg er ved at finde et konstant stade som pelargoniesamler, som giver mulighed for at give planterne den fornødne plads. Dette vil sige at jeg kan have mellem 500 og 600 planter.

 

En interesseret besøgende ser på de ”vilde”. (Foto: Keld Nielsen)

Jytte Jæpelt, Vedslet, Hovedgård besøger et af Bents ”pelargoniehuse”. (Foto: Keld Nielsen)

Medlemstal: 20 stk. – Nye er: Karen Bisgaard, Øsløs.


Weekenden, den 11. og 12. august 2007 - Hos Jytte og Søren, Hobro

Der var dejligt sommervejr, da vi mødtes hos Jytte Lemvig og Søren Sørensen, Skivevej 66, Hobro. De havde pillet, revet og klippet overalt i deres have og fuchsiaerne blomstrede så det var en fryd.

I havestuen var der dækket op til kaffe og i carporten havde Jytte lavet en flot udstilling af hendes fineste pelargonier. Her var også opstillet et fint bord, med plads til Pelargonsällskapets materialer.

Der kom rigtig mange af Jytte og Sørens venner og bekendte og kiggede på have og udstilling, men også en del nye have- og pelargonieinteresserede fandt vej til Hobro og fik en god snak om have og pelargonier. De fleste besøgende havde også et par planter eller to med derfra.

Lørdag aften hyggede vi os i havestuen med lidt godt at spise og drikke.

Jytte og Sørens arrangement var et af de bedst besøgte i denne sommer, men det kan sikkert tilskrives Jytte og hendes gode kendskab til reklame i lokalaviserne.

Selv om Jytte Lemvig og Søren har bebudet at de ikke længere har kræfterne til at holde ’Åben Have’, så har de lovet at de stadig vil se Pelargonsällskapets medlemmer til en hyggelig dag i løbet af sommeren, hvor vi kan få lov at nyde Jyttes mange pelargonier.

Medlemstal: 22 stk – Nye er: Allan Asmussen, Nibe, Ole Jepsen, Kjellerup


Lørdag, den 25. august 2007 – Propagandaudstilling hos Lilian og Eskild Hansen, Troestrup, Hobro.

Svenska Pelargonsällskapet/Danmark var denne lørdag inviteret til at lave en propagandaudstilling for at fremme nordjydernes kendskab til pelargonierne.

Lilian og Eskild Hansen, Lundevej 33, Troestrup, Hobro, havde inviteret en stor skare af hobbyforeninger og enkeltpersoner til at deltage i dette storslåede arrangement, som blev afviklet på hele deres ejendom.

Pelargonsällskapet fik tildelt en stand i den gamle lade, hvor der var indrettet en flot gildesal med køkkenfaciliteter. Her var der opstillet et langt bord, hvor vi opstillede vores pelargonieudstilling og de stiklinger vi havde at sælge på dette ret sene tidspunkt af året.

Der var rigtig mange der kom og beundrede de mange ”anderledes” pelargonier, vi havde fundet frem til lejligheden, men ikke mange havde den store købelyst. Den manglende købelyst kom Lilian til gode, idet hun fik de resterende stiklinger til hendes samling.

I løbet af denne lørdag var der over 1000 besøgende. Det var ikke en udstilling der gav øjeblikkelig respons, men på sigt er det sikkert meget godt at fremvise pelargonierne til sådanne arrangementer.

Medlemstal: 23 stk – Nye er: Lilian Hansen, Troestrup


Søndag, den 16. september 2007 - Hos Jytte Jæpelt og Jørn Langsted.

Alle danske medlemmer af Pelargonsällskapet var denne søndag inviteret til frokost hos Jytte Jæpelt, Troldkirkevej 1, Vedslet, Hovedgård.

Efter at have smugkigget lidt på pelargonierne blev vi straks inviteret indenfor i det flotte gamle hus, med de meget tykke mure. Her var der dækket et fantastisk frokostbord, med alt hvad en pelargonist kan begære.

Efter at have nydt en hyggelig frokost, var tiden kommet til at komme ud og nyde Jyttes spændende samling af brogetbladede pelargonier. Jytte har en svaghed for gamle velforgrenede pelargonier, hvilket hendes samling bærer præg af.

Det var dejligt at de velplejede pelargonier i et drivhus, med en indretning i en gennemført lyserød farve. På gulvet ligger der hjemmelavede cementfliser med flotte motiver i matchende farver. Alt er hjemmelavet og fremstillet af Jytte og Jørn.

Efter vi havde nydt de mange pelargonier og set den store parklignede have, bliv vi inviteret indenfor til eftermiddagskaffe med hjemmebag. Under kaffen blev der som sædvanligt vendt mange synspunkter og ideer vedr. pelargonierne og vort fremtidige virke.

En god dag får alt for tidligt ende og snart var det tid at drage mod Nordjylland igen.

Alle nordjyderne foran Jyttes flotte drivhus. (Foto: Jørn Langsted)

Jyttes ”lyserøde” drivhus. (Foto: Jytte Jæpelt)

Medlemstal: 23 stk – Nye er:


Lørdag, den 17. november 2007 – Årsafslutning hos Jytte og Søren, Hobro.

Rækken af succesrige arrangementer af sluttedes hos Jytte Lemvig og Søren Sørensen, Skivevej 66, Hobro, med en sammenkomst med julebord på sammenskudsbasis.

Der var 6 medlemmer med påhæng der havde tilmeldt sig arrangementet, så vi var 11 deltagere i det festlige åraafslutningsarrangement, hvor der blev serveret forskellige lune retter med tradition i det danske julebord. Efter vi havde nydt den gode mad, var der ”pakkespil” hvor deltagerne havde meget morskab ved at ”stjæle” pakker fra hinanden, indtil minuturet gav tegn til at pakkerne havde fundet deres endelige ejere.

Efter spillet serverede Jytte Lemvig en tiltrængt kop kaffe med hjemmebagte julesmåkager. Under kaffen drøftede vi fremtiden og de flere af næste års arrangementer blev fastlagt.

Vi blev enige om at der i 2008 skal være 3 større arrangementer i regi af Svenska Pelargonsällskapet og et ukendt antal af ”private” arrangementer, hvor medlemmerne har mulighed for at fremvise deres samlinger og byde på en kop kaffe.

Det flotte julebord hos Jytte Lemvig Sørensen kan tilskrives Søren Sørensen. (Foto: Bent Nielsen)

Alf og Jette Jensen, Læsø, og værtinden, Jytte Lemvig Sørensen hygger sig under spisningen. (Foto: Bent Nielsen)

Medlemstal: 23 stk – Nye er:


Der skal lyde en stor tak til alle der har stillet hus og have til rådighed for vore arrangementer, eller bare har deltaget i vore træf og på vore udstillinger. Uden jeres hjælp og gæstfrihed havde det ikke været muligt at afholde så mange succesrige arrangementer på et år.

Ligeledes er det dejligt at se tilbage på en række arrangementer, som alle har været afholdt på en meget hyggelig måde, hvor det sociale aspekt har været i højsædet.

Jeg ser frem mod at der også bliver nogle spændende og givende aktiviteter udenfor det nordjyske område, så Pelargonsällskapet bliver repræsenteret i hele Danmark, ikke mindst på Sjælland, hvor der er en lille gruppe af en usiastiske medlemmer der værdsætter de pragtfulde pelargonier, men det kan kun tiden vise.

Det er også med stor forventning og glæde, jeg ser frem mod det nye år, som helt sikkert vil bringe os alle mange glæder i selskab med pelargonier, planteskoler, pelargoniefolk og Svenska Pelargonsällskabet.

En stor tak til hele Pelargonsällskapets bestyrelse for et godt samarbejde i årets løb. Vi håber dette vil fortsætte i de kommende år også!!

Med venlig hilsen

Kontaktombud for Danmark

Bent Nielsen
Søndergade 36
DK–9240 Nibe

E-mail: bent.nielsen@danfjer.dk



Kontaktombud